Diamanter

Diamanten besidder en appel og brillans, mystik og historie, som ingen andre ædelsten kan matche. Deres evige kolde ild er så fascinerende, at de vedbliver at fortrylle. Upåvirket af moden er diamanter altid på mode!

Diamanten består af kulstofatomer – et af de mest almindeligt forekommende grundstoffer. Men hårdt sammenpresset i perfekte gitre er diamanter essensen af det kostbare, ekstraordinære og fantastiske. Som ædelsten indeholder diamanter naturen i al kompleksitet. En sten er som et unikt kunstværk; hver med sin egen dybde og liv, personlighed og farvespil.

Dannelsen af diamanter

Diamanter er højst sandsynligt blevet til i løbet af tre geologiske perioder: For lidt over tre milliarder år siden, for lidt under tre milliarder år siden og for en milliard år siden. Selve tilblivelsesprocessen har antageligvis taget ca. en milliard år. Kul har krystalliseret sig som diamanter der hvor varme- og trykforhold har været termodynamisk stabilt: Ca. 150-200 km under jordens overflade under intens varme (ca. 900-1.300° C) og ved 45.000-60.000 atmosfærers tryk. Kulstofatomerne er blevet presset så hårdt sammen, at deres gitterstruktur er blevet krystalliseret i et perfekt kubisk system.

Efter diamanternes dannelse blev de transporteret op til Jordens overflade i vulkansk-tektoniske udbrud, i den vulkanske bjergart kimberlit. Kimberlit blev opkaldt efter den sydafrikanske by Kimberley, hvor bjergarten først blev fundet i store mængder. Men vejen op til overfladen var farefyldt: Hvis vulkanens magma var for varm (over 1.500° C), har end ikke kimberlitten kunnet beskytte diamanterne – de er simpelthen fordampet. Var magmaen for kold, er diamanterne vendt tilbage til deres anden, mere kedelige ”fætter-form”, grafit, som ikke særlig smykkeværdig (men til gengæld nyttig som stifter i blyanter).

Verdens største producentlande af diamanter er i dag: Angola, Australien, Botswana, Brasilien, Canada, Den Demokratiske Republik Congo, Elfenbenskysten, Ghana, Guinea, Indien, Kina, Namibia, Rusland, Sierra Leone, Sydafrika og Venezuela. Enkelte bittesmå diamanter er såmænd også blevet fundet i meteoritter. Generelt egner ca. 80 % af alle diamanter sig kun til industriel brug – de resterende ca. 20 % er af smykkekvalitet.

Minedrift         

Ligesom diamanter er blevet til i løbet af tre geologiske perioder, taler man historisk om tre store fund: I Indien for mere end 2.500 år siden, i Brasilien omkring år 1725 og i Sydafrika i 1860’erne. Timingen af fundene var tilfældigvis sådan, at når den ene forekomst var ved at være udtømt, blev den næste opdaget. I sin tid kontrollerede det magtfulde sydafrikanske mineselskab De Beers Consolidated Mines Limited ca. 95 % af verdensmarkedet for diamanter. Det tal er en del mindre i dag; salgstallene omfatter ”kun” ca. 45 % af alverdens uslebne diamanter (både af industriel- og smykkekvalitet) – stadig nok til, at De Beers har stor indflydelse på prissætningen af de ædle sten.

En del intelligent gætværk er involveret, når man leder efter diamanter. I jagten på nye miner kigger man faktisk slet ikke efter diamanter! Forklaringen er enkel. Diamanter er som regel små og der findes ikke så mange af dem. Heldigvis findes der til gengæld meget af kimberlit, som er meget lettere at finde. Desuden kigger man også efter indikator-mineraler som krom, titan, smykkestenene granat, spinel og olivin og magnetit, som ledsager diamantforekomster.

De fire C’er

En diamants kvalitet og værdi bedømmes ud fra et system med fire C’er. De fire C’er står hvert for et ord: Carat (vægt), Color (farve), Cut (slibning) og Clarity (renhed/klarhed). Kun diamanter af smykkekvalitet bedømmes efter de fire C’er.

Carat

Carat er en enhed til vægtangivelse – 1 carat er 0.2 gram (200 mg). Carat kommer fra Carob (Johannesbrødtræ eller på latin Ceratonia siliqua) træets frø, der, når tørret, hver især vejer 0.2 gram. Ved hjælp af kernerne blev enheden carat fastlagt. ”Carob” er så blevet til ”carat” med tiden.

Da store diamanter er betydeligt mere sjældne end små, stiger prisen som regel eksponentielt med diamantens vægt. Diamantens værdi afhænger imidlertid også af de tre andre C’er. Store diamanter på 1 carat eller mere udgør kun 3-5 % af alle fund. En diamant mister typisk omkring 50 % af sin vægt fra rå til sleben tilstand, og da store sten er mere sjældne end små, koster en 1 carat sleben diamant alt andet lige mere end to 0.5 carat slebne sten tilsammen.

Color er det engelske ord for farve. Diamanten er mest kendt for at være farveløs, men fås faktisk i alle farver. De fineste og mest rene diamanter er de farveløse, og derfor har de også historisk været de mest værdsatte og kostbare. Helt farveløse diamanter er imidlertid meget sjældne, idet de fleste diamanter enten har et svagt gulligt eller brunligt skær. Siden 1990’erne har intenst, klart farvede diamanter indbragt astronomiske summer.

For de blålig/hvidlige/farveløse diamanter er farvegradering intet problem – for de farvede er det vanskeligere, fordi sammenligningsgrundlaget er langt mindre. Den uafhængige non-profit organisation Gemological Institute of America (i daglig tale forkortet til GIA) har opfundet et farvegraderingssystem for farveløse diamanter, bestående af bogstaver: Skalaen begynder med farven D som den allermest farveløse og den fineste. Efterhånden som man bevæger sig ned igennem alfabetet bliver farven mere og mere gullig. Z er den dårligste kategori, diamanter med en ikke særlig eftertragtet gullig nuance.

Scan.D.N-systemet (Skandinavisk Diamant Nomenklatur fra 1970) til farvebestemmelse af farveløse diamanter er det mest udbredt i Danmark: Her kaldes den bedste farve for River, den næstbedste farve TopWesselton, derefter Wesselton, Top Crystal, Crystal, Top Cape, Cape, Light Yellow og Yellow.

Farvede diamanter bedømmes på følgende tre parametre: Lød refererer til diamantens farve (for eksempel rød, gul, grøn osv.), mætningsgrad betegner intensiteten, styrken eller renheden af farven, og tonen, hvor tæt farven er på henholdsvis hvid eller sort. GIA beskriver farveintensiteter ved følgende skala (den dårligste benævnelse først): Faint, Very light, Light, Fancy light, Fancy, Fancy intense, Fancy vivid, Fancy deep og Fancy dark. En farvet diamant med den bedste intensitet kan indbringe 40-60 % mere end en tilsvarende diamant med den næstbedste intensitetsbeskrivelse.

Diamanter får deres farver enten fra kemiske urenheder og/eller på grund af strukturelle defekter på atomart niveau. Da diamanterne blev til dybt under jordens overflade, var der også andre grundstoffer til stede udover kul. De andre stoffer har enten påvirket diamanten under dens vækst, eller ”hægtet” sig på diamanten. Op mod 95 % af alle diamanter af smykkekvalitet har et svagt skært af gult. Den gule og orange farve opstår på grund af kvælstof (nitrogen). Selv små mængder af kvælstof kan give intense gule diamanter, med en mættet, eftertragtet farve.

Grønne diamanter får deres farve på grund af et naturligt bombardement af radioaktiv stråling i jorden. Strålerne trænger ind udefra efter diamanten er dannet, hvilket igen betyder at den grønne farve oftest kun udgør et relativt tyndt lag. Langt de fleste, største og mest intenst grønne diamanter er blevet fundet i Brasilien.

Blå(lige) diamanter får oftest deres farver fra grundstoffet bor – dernæst fra brint (hydrogen) og nikkel. Blå diamanter er nogle af de reneste på atomart niveau. Blå diamanter med bor stammer ofte fra Indien, og har den sjældne og meget eftertragtede dybblå farve. Diamanter med brint er blålige med gråt skær, og findes som regel i den australske Argyle mine.

Røde, pink og brune diamanter findes i dag oftest i Australien. (Tidligere fandt man pink diamanter i Indien, men de var pastelblege sammenlignet med de australske, der har dybe, mørkere, mere glødende og intense pink farver.) Den pink og røde farve skyldes primært plastiske deformiteter i atomets strukturelle opbygning, som opstår under og efter diamanternes vækst og under den hårde tur op til jordoverfladen. Høje temperaturer og ekstremt højt tryk i Jordens indre deformerer krystalgitteret – kulstofatomer forflyttes simpelthen fra deres normale placeringer. De strukturelle defekter og spor af jern, klor og salt giver den pink farve.

Sorte diamanter får deres farve fra jernoxidmineralerne hæmatit og magnetit samt grafit og jern. Da mange sorte diamanter er fyldte med urenheder, er de ekstra vanskelige at slibe. Mange sorte diamanter er farveforbedrede.

Cut betyder slibning. For at frigøre diamanters indres skønhed, slibes stenene med facetter. En bekvem sidegevinst er, at facetter også kan skjule nogle af de indre, naturlige fejl, som stenen måtte have. Slibninger er et mere eller mindre systematisk arrangement af facetter, som tilsammen ændrer stens oprindelige form og udseende. Adskillige faktorer tages med i betragtning når en slibning vælges til en specifik diamant: Stenens egen oprindelige form og størrelse, fejl (uklarheder og indeslutninger, se det fjerde C: Clarity), ønsket om og forsøget på at bevare en så stor andel af vægten (se det første C: Carat) som muligt, at man tilstræber at frembringe slibningens perfekte proportioner og endelig herskende moder – hvilke slibninger, der er mest populære på det givne tidspunkt.

Som tommelfingerregel udgør kronen (overdelen af diamanten) ca. 40 % af stenens slebne vægt – pavillonen (underdelen) 60 %. Slibninger er baseret på geometri og optik som refraktion (diamantens evne til at bryde lyset) og refleksion (mængden af tilbagekastet lys fra en plan flade). En slibning kan for eksempel være rund, oval, hjerte-, pære- eller dråbeformet, aflang og spids, firkantet, trekantet eller noget helt syttende. Den runde slibning kaldes en brillant. Op mod 80-90 % af alle diamanter af smykkekvalitet bliver brillantslebet. Derfor er brillanten også den mest kendte slibning. Hver slibning er et mønster med et bestemt antal facetter, der skal sidde på en speciel måde efter visse, vedtagne regler. Facetternes vinkler skal være placeret meget nøjagtige på stenen, for at de kan fremstå smukkest muligt. En regel gælder for alle slibninger: Diamanten skal glimte fra alle vinkler. En dårlig udført slibning har ”døde punkter”, hvorfra lyset ikke reflekteres og diamanten derfor ikke glimter. Det trækker markant ned i en stens værdi.

Kun ca. 1 % af alle diamanter slibes med ideelle proportioner og perfekt symmetri. Grunden til at man ofte vælger at indgå kompromiser skyldes enten stenenes naturlige fejl, som man forsøger at undgå, eller at diamantsliberen forsøger at bevare så meget som muligt vægt. Hvis en diamantsliber af forskellige årsager ikke har mulighed for at slibe en diamant efter de foreskrevne regler, vil diamanten enten ”lække” lys eller ikke reflektere det godt nok. Resultatet er mindre brillans og liv.

I 1990’erne gik jagten ind på at producere den allerbedste kvalitet indenfor slibninger: Brillanter slebet ud fra denne devise fremviser et mønster bestående af otte hjerter og otte pile – og stenene benævnes derfor ”Hearts & Arrows”.

Selve facetslibningen foregår på et horisontalt roterende slibehjul af støbejern, imprægneret med olie og diamantstøv. Alt afhængig af facetternes størrelse kan det tage minutter eller timer at slibe en facet på en sten. Små diamanter slibes næsten altid på samlebånd, mens de største er håndarbejde. Gennemsnitligt saves og slibes over halvdelen af en diamant væk, men intet går til spilde: Hvis man ikke kan få smykkediamanter ud af resterne, bruges både flis og støv i industrien.
 

Clarity betyder diamantens indre renhed/klarhed. Da diamanter er naturprodukter, må man altid regne med, at der er blevet lidt – groft sagt – snavs og skidt tilbage i stenene. Snavset kaldes for indeslutninger, og kan være med til at give et geografisk fingerpeg om hvilken mine diamanten stammer fra. Indeslutninger er opkaldt efter deres udseende; pletter, bobler, skyer, fjer, sommerfugle eller knuder, alt afhængig af deres form.

Jo renere diamant, jo mere er den værd. En diamants renhed bedømmes under en lup eller et mikroskop, der forstørrer ti gange. Selv ikke ”erklærede” perfekte diamanter er faktisk helt uden indeslutninger. Men kan fejlene eller skyggerne ikke ses under ti gange forstørrelse, siges diamanten at være af perfekt (”F – Flawless” – fejlfri) klarhed. Den bedste diamant er naturligvis uden indre uklarheder og fejl, for jo færre indeslutninger der er, jo mindre risiko er der for, at lysets vej igennem diamanten påvirkes. De ringeste kategorier, hvor diamantens indre uklarheder er synlige for det blotte øje, er ”I”-graderne, som også kaldes for ”Piqué” (fransk for prikker).

Man kan lære meget om diamanters tilblivelse ved at studere farver og indeslutninger i stenene. Indeslutninger giver information om de kemiske forhold, under hvilke diamanten blev dannet. I diamanter består indeslutningerne som oftest af kvælstof (nitrogen) eller partikler af mineralerne olivin og granat. Mængden af urenheder i en diamant tælles normalt enten i promiller – eller i parts per million (ppm), dvs. antallet dele ud af en million. Indeslutninger er stens unikke fingeraftryk og personlighed – og i bedste fald er indeslutningerne unikke særpræg frem for fejl.

Nye C’er

Et nyligt supplement til de klassiske fire C’er, er et femte C: Certificate – et skriftligt certifikat (eller en rapport), der rummer alle relevante faktuelle oplysninger på en specifik diamant. De største diamanter fås oftest med certifikater – en uvildig undersøgelse foretaget af et uafhængigt laboratorium. Et certifikat er ”diamantens diplom”, med angivelse af mål, farve, vægt, renhed/klarhed, slibning og kvaliteten af slibningen. Et andet ”nyt” C’er ”confidence”, som betyder tiltro og tillid – for eksempel til det firma, hvor man køber diamanter. Det betyder meget at man kan stole på, at diamanterne er blevet udvundet lovligt og miljømæssigt forsvarligt.

Verdens største diamant: Cullinan diamanten

Den største diamant, der nogensinde er blevet fundet, er Cullinan diamanten – fundet sent om eftermiddagen den 26. januar 1905 i Sydafrika, med en rå vægt på over 3.100 carat (ca. 600 gram). Først troede minebestyreren Wells at det var et stort stykke glas, men fundet, der var næsten lige så stort som en mands knytnæve, viste sig at være den ægte vare! Diamanten blev opkaldt efter sir Thomas Cullinan, ejeren og opdageren af minen. I 1907-1908 blev diamanten slebet til ni større diamanter og 96 mindre af familiefirmaet Asscher i Amsterdam, Holland. Efter sigende skal Joseph Asscher været faldet besvimet om, da det først i andet forsøg lykkedes ham at kløve den store diamant. Den historie er dog siden blevet afvist af Joseph Asschers nevø, Louis Asscher: ”Ingen Asscher vil falde besvimet om efter at have kløvet en diamant”, har nevøen udtalt. ”En Asscher åbner snarere en flaske champagne!”.

Alt i alt blev der ni større diamanter og 96 mindre ud af den rå Cullinan. De ni største diamanter blev forløbende nummeret med romertal. Den største, Cullinan I, også kaldet ”Great Star of Africa” (Afrikas Store Stjerne), er på 530.20 carat, og blev på kong Edward VIIs ordre fattet i sceptret på de engelske kronregalier. Cullinan Is værdi – hvis man da overhovedet kan tale om noget sådant i forbindelse med en uvurderlig diamant – er anslået til ca. 2.2 milliarder kroner. Kun Cullinan I og Cullinan II er fattet i de engelske kronregalier – Cullinan II er monteret i den britiske Imperiets Krone – resten i forskellige smykker. Spildprocenten efter slibningen var tilendebragt lød på ca. 65.25 %. ”Tal”-stenene tilhører i dag alle den engelske kongelige familie. Cullinan III-IX er fattet i forskellige smykker.

Hope – den blå diamant

Hope diamanten er en af verdens mest berømte diamanter, på grund af dens flotte blå farve og dens lange, omtumlede historie; købt, stjålet og omslebet flere gange. Hope diamanten fik tidligt ry for at være forbandet, specielt fordi en del af stenens ejere faktisk mødte uheldige skæbner…

Den blå diamant blev fundet i Indien. Århundreder senere købte købmanden Jean Baptiste Tavernier den – han solgte den til den franske kong Ludvig XIV i 1668. Man mener, at stenen på det tidspunkt vejede 110.5 carat. Kong Ludvig XIV beordrede stenen omslebet hos sliberen Pitau. Herefter blev den blå diamants vægt registreret til 69.03 carat. Den blå diamant blev siden stjålet under Den Franske Revolution, men dukkede op igen nøjagtig 20 år senere, i London hos en diamanthandler ved navn Daniel Eliason. Man mener at hans bror i Amsterdam omsleb diamanten til en vægt på ”kun” 45.52 carat. Omkring 1824 solgte Eliason diamanten til bankmanden Henry Philip Hope, som diamanten blev opkaldt efter. Diamanten forblev i Hope familiens varetægt i adskillige generationer, men da det gik ned af bakke for familien, måtte diamanten til sidst sælges.

Derefter kom Hope diamantens adskillige ejere alle ud for ulykker af den ene eller anden slags. I 1910 købte den smykkebegejstrede rigkvinde, Evalyn Walsh McLean, diamanten – hendes liv blev præget af personlige tragedier: Hendes bror døde i en tidlig alder, hendes ældste søn blev kørt over af en bil og dræbt i en alder af ni år; hun lod sig skille fra sin alkoholiserede mand, og han døde senere sindssyg – og endelig døde hendes datter kun 25 år gammel i 1946 af en overdosis sovepiller. Fru McLean kom sig aldrig over sin datters død, men døde selv af lungebetændelse, 60 år gammel i 1947. Efter Evalyn Walsh McLeans død blev hendes smykker solgt til den amerikanske diamantmand Harry Winston. Den 10. november 1958 forærede Harry Winston Hope diamanten til Smithsonian Institution i byen Washington D.C. Smithsonian Institution vil sandsynligvis til evig tid være den omtumlede diamants sidste hvilested.

Koh-i-Noor

En af de ældste ”diamant-personligheder” er den indiske sten Koh-i-Noor, som på persisk betyder ”Bjerget af Lys”. Ifølge sagn og legender kan diamantens historie føres 5.000 år tilbage, til dengang hvor stenen var verdens største og fineste diamant. Først i midten af 1500-tallet begynder man med mere veldokumenteret sikkerhed at kunne udtale sig om Koh-i-Noors forskellige ejere. Konger kæmpede i århundreder om stenen, og mange af herskerne kom ulykkeligt af dage. Det var den persiske Nader Shah, der i 1739 udbrød ”Koh-i-Noor!” ved synet af stenen, fordi han blev overvældet af dens størrelse og skønhed – og sådan skal stenen have fået sit navn.

Da Koh-i-Noor blev en del af dronning Victorias britiske kronjuveler den 3. juli 1850, var stenen fulgt af det rygte, at kun en kvinde (og Gud) ville kunne bære diamanten uden at blive ramt af uheld. Indtil videre er Koh-i-Noor kun blevet båret af kvinder – siden dronning Victoria er Koh-i-Noor gået i arv til de britiske monarkers hustruer, og senest altså direkte til dronning Elizabeth II.

Første gang Koh-i-Noor blev vist frem for offentligheden i London i 1851 var den en stor succes, men også mindst lige så stor en skuffelse! Befolkningen fandt, at den ikke glimtede og glitrede nok. Dronning Victorias ægtemand, prins Albert, besluttede derfor at stenen skulle omslibes med brillans for øje. Diamantens vægt blev af samme grund reduceret fra ca. 186 carat til dens nuværende 105.6 carat.