Perler

Perler er blevet æret som gudernes gave til mennesker, for hvordan – antog man – skulle så grimt et skaldyr ellers kunne frembringe så smuk en ædelsten?! I årtusinder har det været en gåde hvordan en perle bliver til; hver kultur og folkeslag har haft deres myter. En udbredte teori var, at perler var resultatet af en dugdråbe, der var faldet ned i en musling – en fortælling som rummer perlernes egen evne til at fortrylle.

I dag ved vi, at en naturperle udvikles omkring et fremmedlegeme – meget sjældent et sandskorn, oftere en parasit – der ved en fejltagelse har forvildet sig ind i en musling. Hvis skaldyret ikke kan skille sig af med fremmedlegemet, begynder muslingen i irritation og selvbeskyttelse af dække den uvelkomne gæst med adskillige tynde lag perlemor. Først dannes en perlesæk rundt om irritationsmomentet, og den udskiller perlemorsvæv bestående af vekslende lag af kalciumkarbonat, hornstoffet konkyolin, aragonite, vand og protein. Langsomt, men sikkert dannes en perle.

Betegnelsen perle må udelukkende anvendes om naturperler, som er frembragt ved ren tilfældighed i naturen uden indgriben fra mennesker. En kulturperle er som så også ”ægte”, idet perlen bliver til inde i en musling i naturlige omgivelser. Men da mennesker først har hjulpet processen i gang, ved indsættelsen af en kerne, skal ”slutproduktet” benævnes kulturperle. Den eneste måde at bekræfte om man ejer en naturperle, er at få perlen røntgenfotograferet – så perlelagene helt inde fra centrum blotlægges på røntgenbilledet. I dag er kun 0.5 % af perlerne i handlen ”ægte naturperler” – og når de en sjælden gang dukker op er det oftest til vanvittige priser! Resten er enten kulturperler (fra saltvands- eller ferskvandsmuslinger) eller imiterede (”falske”) perler.

Det var tre unge japanske mænd – biologen Tokichi Nishikawa, tømreren Tatsuhei Mise og grønthandleren Kokichi Mikimoto – der fandt frem til en metode til dyrkning af kulturperler i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. I dag benytter næsten samtlige perlefarme sig af Mikimotos teknik: Perfekt runde kerner på 2.5-8 mm i diameter af perlemor fra en Mississippi flodmuslingeskal indsættes sammen med et stykke kappevæv fra en donormusling i en saltvandsmodermuslings kønskirtel. Efter tre-fem år åbnes skallen, og er man heldig, findes der en smuk kulturperle derinde. Kun 5 % af årets høst er i absolut topkvalitet.

Enhver musling, som beklæder det indre af sin skal med perlemor, kan, under de rette betingelser, frembringe en perle (om end ikke nødvendigvis en særlig køn en). Kun yderst sjældent fremstiller spiselige østers dog perler – så man behøver derfor hverken frygte eller håbe på at støde på en sådan midt i måltidet!

Perlens parametre – en guide til køb

Perler bør vurderes og købes i dagslys, for aftenlyset får dem altid til at tage sig bedre ud end de er! Der er fem parametre, som påvirker en perles værdi: Glans, farve, form, overflade og størrelse.

Glansen er det lys, der reflekteres på perlens overflade – man taler også om perlens orient, som opstår, når perlemoret er af så fin kvalitet, at lys tilbagekastes fra de indre lag perlemor og interfererer med det lys, der reflekteres fra de ydre lag. Lagenes tykkelse er afgørende for intensiteten af perlens orient, som igen afhænger af perlemorlagenes art og opbygning. Hvis perlen kan genspejle nærliggende genstande, er perlemoret af topkvalitet. Jo længere perler får lov til at forblive i muslingen, jo flere lag perlemor afsættes der, og det bidrager som regel til en bedre glans og dybde.

Perlens farve skabes af lysets spil gennem lagene af perlemor, konkyolin og aragonite. Perlefarver afgøres af muslingearten og dens generelle helbredstilstand, vandets temperatur, af konkyolin-indhold i perlemoren og perlens kernesubstans. Farver inddeles overordnet i seks kategorier: Hvid, creme, pink, grøn, guld og sort. Når perlerne er høstet, hældes de på tromler, der tilsættes salt og vand, som renser perlernes overflade.

Perlens form og facon afhænger af fremmedlegemets udseende og hvor det har vokset inde i muslingen, hvor mange lag perlemor fremmedlegemet er dækket med, muslingens størrelse og helbredstilstand, dens fødeforhold og omgivende vandtemperatur. De perfekt kuglerunde og de dråbeformede perler er som regel de mest værdsatte. Perler forekommer i mange forskellige faconer; rund perle, irregulære barokperler (også kaldet monsterperler), små ”seed” perler og endelig blisterperler (halvperler, også kaldet en mabé). Kun få perler er helt kuglerunde.

Idealet er den perfekte overflade, men det er uhyre sjældent at man finder en sådan perle. Som regel har perler ”smilehuller”, fordybninger eller riller i overfladen. Jo færre fejl, jo bedre – men helt kan de kun sjældent undgås.

Hvor muslingekappen bestemmer perlens farve, er det vandtemperaturen og plankton, der bestemmer kvaliteten af perleglans og størrelse. Alt andet lige er værdien af en perles pris proportionalt stigende med dens størrelse. Perlers diameter angives altid i millimeter, og prisen stiger med hver halve millimeter. Japanske Akoya perler er som regel fra 2-10 mm i diameter, South Sea perler begynder ved 8 mm og kan nå helt op på 24 mm. Tommelfingerreglen er dog: Glans over størrelse – hellere et flot skær på en mindre perle.

Perletyper

Akoya kulturperler
80 % af samtlige saltvandskulturperler dyrkes i den 7-10 cm store japanske Akoya musling Pinctada Fucata. Akoya kulturperlerne bliver sjældent større end 10 mm i diameter (de mest almindelige størrelser ligger på 6-7 mm i diameter). Farverne er de lyse: Klar hvid, let gylden, svag rosa og sølvgrå. De japanske kulturperler er mindre end for eksempel South Sea kulturperlerne, også af den simple grund at muslingerne er mindre. December og januar er de bedst høstmåneder hvad angår japanske kulturperler, fordi perlemorslagene er af bedre kvalitet. Muslingens biologiske funktioner nedsættes nemlig i koldt vand, hvilket gør de sidste lag af perlemor har flot overfladeglans.

Tahiti og South Sea kulturperler                                                                                                                                                        Tahiti og South Sea perler dyrkes i muslingerne Pinctada Margaritifera og Pinctada Maxima, som kan blive op til 30 cm store. Pinctada Margaritifera producerer perler af en exceptionel glans, og størrelser der ligger på 8-20 mm – helt op til 24 mm er også blevet set. Farverne strækker sig fra hvid til sort, sølvgrå, aubergine til mørkegrøn, med beskrivelsen ”peacock” som den fineste nuance. Det kan tage op til fem år at dyrke en Tahitikulturperle: Når muslingen er ca. tre år, får den lov til at påbegynde sit livsværk, som tager ca. to år. South Sea kulturperler dyrkes nær Australien, Filippinerne og Indonesien – Tahiti kulturperlerne dyrkes i Fransk Polynesien.

Keshi kulturperler
Keshi er japansk for ”den mindste eksisterende partikel”, for eksempel et sandkorn. Keshi er en kulturperle uden centrum, dannet af donorvæv indsat i en ferskvandsmusling, sjældent over fire mm store i diameter, og som regel barokt formede. Keshiperlerne har som oftest en flot farve og et tykt lag perlemor, men kun få er runde. Keshi perler kan have alle farvenuancer, fra sølv-hvid til antracit grålige; størrelserne rækker fra 1-15 mm i diameter – og formmæssigt er der ingen begrænsninger!

Ferskvandsperler
Ferskvandskulturperler har før gået under fællesbetegnelsen ”biwa-perler”, fordi de første kommercielle af slagsen kom fra søen Biwa i Japan. I dag er kineserne de førende på området. Normalt sker tilvæksten af perlemor hurtigere i ferskvand end i havvand. Årsagen er blandt andet det faktum, at det er lettere at styre næringstilførelsen i et dambrug end i havvand. Desuden er der flere muligheder for at undgå ødelæggende forurening. Til gengæld bliver ferskvandskulturperlens glans sjældent helt så god som saltvandskulturperlens. Op til 30 ferskvandsperler kan dyrkes på samme tid i samme musling.

”Falske” perler/imitationsperler
Imitationsperler af glas, fyldt med hvid voks for vægtens skyld, er blevet kaldt ”romerske perler”, fordi der allerede i det antikke Rom blev fremstillet en del ”falske” perler af sølvfarvet glas for at efterkomme den store efterspørgsel på perler. En parisisk rosenkransmager, Jacquin, opdager lidt tilfældigt i slutningen af det 17. århundrede, at han opnår en perlemorsagtig effekt ved at dyppe glasperler i det vand, som havde været brugt til afskælning af den lille fiskeart løjert. Nogle autoriteter mener, at de gamle kineserne har kendt til denne metode lang tid før Jacquin opdagede den, og at han derfor kaldte den ”essence d’orient” efter dem. Der skal to millioner små fisk, som han hentede i Seine floden, til at fremstille en liter essence d’orient. Essence d’orient fremstilles stadig til denne dag, af canadiske sildearter. Specielt modeskaberen Coco Chanel var begejstret for hvide ”falske perler”, som hun kunne finde på at overhælde sine sorte kreationer med!

Pas på perlerne!

Sammenlignet med de fleste andre ædelsten er perler sårbare, specielt overfor kontakten med kemikalier. Perlesmykker elsker luft, lys og kontakt med ejerkvindens hud, som er med til at give en perle en smuk patina. Perlesmykker bør være det sidste, man ifører sig, og det første, man tager af igen. Efter brug er det en god idé at aftørre perlesmykkerne med en blød klud. På en halskæde er det kutyme at binde en mikroskopisk knude på silkesnoren mellem hver perle – både for at forhindre at perlerne gnider mod hinanden (og dermed bliver ridset), og for at forhindre total kaos, hvis snoren skulle gå op.